En paragrafekspert mellem talhajer

SMV-nyhedDansk Revision, Randers, valgte i 2009 at udvide staben med deres første - og indtil videre eneste - jurist, nyuddannede cand.merc.jur.

SMV

Cand.merc.jur. Camilla Rohde Sørensen blev i 2009 ansat hos Dansk Revision. Her kan du læse, hvordan hun oplevede at starte som en ny ”medarbejdertype” i en virksomhed, hvor” revisor” er den typiske uddannelsesprofil.

Dansk Revision, Randers har altovervejende revisorer ansat. Hvordan har det været at introducere en ”ny” medarbejdertype?
Peter Seeberg, partner i Dansk Revision, Randers:
"Vi gik meget bevidst efter en akademiker, så vi fik en anden type end jeg selv, der er revisor og derefter uddannet til skatterevisor. Mange af vores kolleger, der efterspørger løsninger på skatteopgaver er, ligesom jeg, selv uddannede revisorer, og mit indtryk fra sidelinjen er, at kollegerne lige har skullet se Camilla an.”

Camilla Rohde Sørensen:
"Jeg taler jo ikke helt det samme sprog som mine kolleger - de taler i tal og jeg forstår - groft sagt - kun tal, hvis der er paragraftegn foran. Mange af mine kolleger fandt alligevel hurtig ud af, at de kunne læsse meget skatteret over på mig. De fik pludselig en tolk, som kunne hjælpe dem med forståelsen af vanskelige og tekniske dele af skattelovgivningen. Så på den måde blev der hurtigt skabt en interesse. De skulle selvfølgelig lige finde ud af, hvad jeg var for én, men nu bruger de mig til både små og store opgaver og til sparring i hverdagen.

Hvad bidrager en akademiker til, som er anderledes, end hvad man ellers kunne få med en anden type medarbejder?
Peter Seeberg:
"Den juridiske metode, som vi bl.a. har dyrket intensivt i forbindelse med Camillas arbejde vedr. dele af skattereformen, hvor der virkelig var brug for en juridisk gennemgang af dele af lovmaterialet. Ellers er der mange ting, hvor jeg synes, at Camillas vinkel er meget anderledes end min, hvor jeg har en praktisk vinkel og derfor tænker løsninger på en helt, helt anden måde. Det er faktisk et meget sjovt samspil, vi får ud af det, for der kan man virkelig se forskellen.”

Hvordan fik du jobbet?
Camilla Rohde Sørensen:
"På grund af krisen vidste jeg godt, at det for en nyuddannet kunne blive svært at få drømmejobbet, så mens jeg skrev speciale, ringede jeg rundt til forskellige steder, hvor jeg gerne ville arbejde - først de største, som jeg kendte på forhånd, men så fik jeg øjnene op for de små. Jeg ringede til Dansk Revision, faktisk Aalborg-afdelingen, og sagde: "Hej, jeg hedder Camilla, jeg skal snakke med skattechefen i skatteafdelingen". "Sådan én har vi ikke". "Nå, men så skal jeg snakke med ham, der ved mest om skat". "Jamen, så skal du snakke med Peter Seeberg i Randers". Så ringede jeg til ham og fortalte, hvem jeg var, og at jeg var ved at skrive mit speciale."

"Peter bad mig om at sende nogle oplysninger om mig selv, og derefter blev jeg ringet op og inviteret til Randers. Jeg var til samtale og kom igennem en række tests, og kan huske, jeg tænkte, at det hele var meget formelt, set i forhold til at jeg jo bare havde ringet til dem. Jeg fandt så ud af, at det var, fordi stillingen faktisk havde været opslået, fordi Peter længe havde gået med planer om opstart af en skatteafdeling i Randers. Peter vidste ikke, at jeg ikke vidste besked om opslaget af stillingen, så jeg kom vel lidt ind af bagdøren og overhalede alle dem, der havde ansøgt stillingen på normalvis."

Peter Seeberg valgte at satse på Camilla af flere årsager:
Peter Seeberg:
"Camilla havde sin interesse og havde skrevet speciale inden for skatteret, så hendes profil passede. Og så havde hun den rette holdning. Vi efterspurgte én, der kunne stå på mål for tingene, og som havde lyst til at stå på mål for tingene. Du kommer til at lave fejl, det gør vi alle sammen, men du skal stå på mål for det, du gør og siger. Andre kandidater, vi havde haft inde, virkede lidt skræmte over alt det ansvar, der fulgte med, og over vores forventninger om, at man fx skulle stille sig op og snakke overfor en masse mennesker. Camilla tog det hele som en positiv udfordring."

Få hjælp til at ansætte en akademiker

Disse sider er skrevet i samarbejde med Djøf.
Djøf er den faglige organisation for jurister og jurastuderende samt erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende.

Djøf tilbyder dig følgende gratis:

  • Råd om hvilke kompetencer virksomheden har brug for at tilføre lige nu.
  • Rådgivning om tilskudsordninger, der gør lønudgiften mindre.
  • Hjælp til at lave en effektiv jobannonce.
  • Gratis annoncering på Djøf jobunivers . Første gang du annoncer er gratis. Ligesom det altid er gratis at annoncere, når der er tale om: studenterjob, praktikstillinger, vikariater, videnpilot og andre løntilskudsstillinger.

Djøfs jobbank får cirka 60.000 besøg om måneden, når Djøfs medlemmer leder efter jobs inden for økonomi, it, forretningsudvikling, salg og markedsføring, jura, logistik med videre.

Vil du vide mere om at ansætte en djøfer, kan du kontakte Steen Vive hos Djøf på 33 95 97 02 eller stv@djoef.dk