Bliv synlig på nettet!

SMV-nyhedEr din virksomhed synlig på nettet? IBIZ-Center har på baggrund af deres erfaringer fra mindre virksomheder samlet 5 råd til at blive mere synlig på nettet.

SMV

1) Opret din virksomhed på Google Places
Har du en fysisk butik eller en virksomhed, hvor den fysiske placering er afgørende for dine kunder, så skal du være til stede på Google Places. Er du fx frisør i Odense, og er din virksomhed oprettet på Google Places, vil der, når folk søger på ”frisør Odense”, dukke et kort op med din virksomheds placering. Google kan have oprettet din virksomhed for dig, men det er en god idé, at du selv tager kontrollen over din virksomheds placering på Google Maps.

Opret din virksomhed på Google Places her

Se en videoinstruktion til at oprette din virksomhed på Google Places (åbner på ibiz-center.dk).

2) Bliv ven med Google
Hvis din virksomhed vil være synlig på nettet, er der ingen vej uden om Google. Ud over Google Places er det vigtigt, at du ved lidt om:

Er du interesseret i selv at bruge lidt tid på at få en bedre placering i søgemaskinerne, bør du starte med at læse Googles begyndervejledning i søgemaskineoptimering, som du kan downloade her og se denne videointroduktion til søgemaskineoptimering.

Det er også en god idé at oveveje, om det kan betale sig at købe annoncering på Google Adwords. Det er meget vigtigt, at du får sat dine Adwords kampagner rigtigt op, da prisen for dine annoncer bliver beregnet på baggrund af den kvalitet, Google mener dine annoncer har.

Virksomheden WEXO har lavet en videoinstruktion i tre dele, som du kan se, hvis du vil vide mere om Adwords-annoncer – se den her.

Bruger du tid på at lokke flere besøgende til din hjemmeside via fx søgemaskineoptimering eller Adwords, er det nødvendigt, at du også kender Google Analytics. Google Analytics kan vise, hvordan brugerne bevæger sig rundt på din hjemmeside, og du kan se, om de ender de steder, du forventer.

Du kan se en videoguide til at komme i gang med Google Analytics her.

3) Brug e-mail marketing
I 2010 proklamerede Facebooks Mark Zuckerberg, at ”e-mailen var død”. Det viste sig at være helt forkert. E-mail marketing lever i bedste velgående og er ifølge en række undersøgelser den type markedsføring, som giver den højeste tilbagebetalingsgrad (ROI). Fx kommer over 20 procent af alt salg fra de 100 største amerikanske online detailbutikker fra e-mail marketing. Til sammenligning kommer under en procent af salget fra aktiviteter på sociale medier.

Skal du udsende et nyhedsbrev, er det en stor fordel at anvende et nyhedsbrevssystem, som giver dig mulighed for at måle på, hvor mange, der modtager og læser dine mails. I Danmark er systemerne Mailchimp (gratis – i mindste version), Ubivox (betalt) og Campaign Monitor (betalt) blandt de mere udbredte.

4) Følg med i hvad der bliver sagt om din virksomhed på nettet
Der er mange gode grunde til at følge med i, hvad der bliver sagt om din virksomhed på nettet. Gør du ikke det, kan du komme ud for, at der florerer dårlig omtale om din virksomhed på nettet, uden du ved det.

Dog er det ikke kun den dårlige omtale, det er rart at følge med i. Bliver din virksomhed omtalt positivt, har du (hvis du ved det) selv mulighed for at sprede budskabet videre fx på de sociale medier eller på din hjemmeside.

Mange ved fx ikke, at alle i princippet kan oprettet en side med din virksomheds navn på Facebook, og at din virksomhed automatisk bliver oprettet på Facebook, hvis en person bruger Facebooks check-in funktion til at checke ind hos din virksomhed.

Du kan gratis eller meget billigt overvåge internettet og de sociale netværk med tjenesterne Google Alerts, Mention og Social mention. Hvor Google Alerts kun kan monitorere det åbne internet (det som Googles søgemaskine indekserer), kan man med Mention også lytte med på sociale medier som fx Facebook og LinkedIn.
Google Alerts og Mention er ”alarm-systemer”, der sender dig en mail, når noget nyt indhold matcher, de søgeord du sætter op, mens Social Mention er en søgemaskine, der alene søger på de sociale medier – den kan altså også bruges bagudrettet.

Lav gerne flere alarmer – fx én for din virksomhed, én for konkurrenten og én for dit kerneprodukt eller service.

Se mere om Google Alerts (gratis)

Prøv Social Mention (gratis)

Mention eksisterer både i en gratisversion og en betalt version. Du kan læse mere om Mention på ibiz-center.dk - eller på deres hjemmeside.

5.   Overvej målrettet Facebook-annoncering
Vidste du, at du på Facebook kan vise annoncer, der rammer din målgruppe meget præcist? Fx kan du oprette Custom Audience annoncer, hvor din annonce kun vises til dine tidligere kunder. Det fungerer konkret ved, at du uploader en liste til Facebook med enten navn, e-mail eller telefonnummer på de personer, du ønsker skal se din annonce. Herefter vises din annonce kun til disse personer. Det er nemt og hurtig at komme i gang.

Se en video, der forklarer, hvordan du gør her

Kontakt

  • Jakob Holm

    Chefkonsulent

    3369 1069
    4193 3169

Artikel fra IBIZ-center

Artiklen her på siden er bragt i samarbejde med IBIZ-Center.
IBIZ-centers formål er at styrke de små og mellemstore virksomheders udnyttelse af it i forretningsprocessen ved at øge opmærksomheden og viden omkring e-business. IBIZ-Center er etableret i 2007 af Ministeriet for Forskning Innovation og Videregående Uddannelser samt Rådet for Teknologi og Innovation.